Sidste nyt fra SPR-jagt

Læs det udsendte nyhedsbrev her i PDFen – eller læs nedenfor.

Kære Jagtryttere

Så nærmer foråret sig endelig, og alt begynder at spire lige om lidt. Det samme kan man sige om jagtledelsen, som er ved at finde vores fodfæste efter Mettes farvel, og langsomt - men sikkert - lærer og vokser med vores nye roller i arbejdet omkring jagtridningen. Hermed nyhedsbrev for foråret 2026 – teaser: der er en nyskabelse på vej, som I kan læse om sidst i nyhedsbrevet.

Ny hjemmeside
Noget af det første synlige der sker er, at vores hjemmeside, der har fået en total makeover - som er lige på trapperne. Vi håber, I vil tage godt imod den, og hører gerne ris og ros fra jer, så vi sammen kan få tilpasset den til vores allesammens behov. Vi takker Anne Mette Nygaard for hendes store hjælp med både design og struktur af siden.

Forårsprogrammet
Vi ser ind i et forår med et spændende program, og takker alle jagtlæggere, som har budt ind med at fylde programmet ud. Som altid kommer der flere informationer omkring jagterne i ugen op til, og ellers kan det fulde jagtprogram også ses på hjemmesiden.

Opdaterede propositioner
Propositionerne til rævehalen og Hubertus er nu på hjemmesiden. Vi gør opmærksom på, at vi har ændret antallet af fuldførte jagter fra 6 til 7 for at deltage i Hubertusjagten. Ligeledes har vi som nævnt på jagtrytteraftenen, lavet en nedre grænse for at blive opløbskvalificeret på 10 jagter for heste. Pisk er ikke længere tilladt til opløbet for hverken pony eller hest. Husk også den nye aldersgrænse, hvor heste og kat. 1 ponyer skal være fyldt 5 år, og kat. 2 ponyer skal være fyldt 6 år.

Introjagt i Ganløse
Året starter den 6. april med den populære introjagt i Ganløse. Vi kan kun opfordre alle, der enten vil snuse til jagtridningens herligheder eller skal introducere en ny hest til vores sport, til at bruge denne unikke mulighed for at få en introduktion til ridning i feltet og opleve suset og fællesskabet. Vi håber I vil hjælpe med at sprede ideen til alle dem i jeres stalde/rideklubber, som måske går rundt med drømmen om en dag at ride Hubertus.

Minikampagne
Vi gentager sidste års kæmpe succes med en minikampagne på Fyn, som et fælles arrangement med vores søsterklubber fra Fyn, Jylland og Storstrøm. Den 25. april inviterer vi derfor igen til en flot jagt i Hindsgavl Dyrehave ved Middelfart, med efterfølgende frokost, overnatning og fest. Som noget nyt i år vil jagten være åben for et let- og ponyfelt, samt et følgefelt. Så nu er der ingen undskyldninger for ikke at melde sig til, og deltage i dette “træf” med vores jagtryttervenner til denne fantastiske weekend:)

Kampagne
Kampagnen går i år igen til Tyskland, hvor vi skal til Verden i uge 37 den 9.-13. september. At turen igen i år går til Tyskland skal fejres, og det gør vi med en hundejagt på kampagnens første jagt. Det er altid meget specielt at ride med hunde. Både hvis det er første gang, eller man har prøvet det før, så er det noget helt særligt, der skal opleves og giver en helt særlig stemning gennem feltet - så I skal bare glæde jer.

”Sommermøde”
Som et nyt tiltag inviteres I til et ”Sommermøde” for alle jagtrytterne. Datoen er den 21. maj kl. 18-22 i Bernstorffsparken. Sommermødet er en nyskabelse, hvis formål er at skabe et forum for udveksling af tanker, ideer og forslag om jagtridningen i SPR nu og i fremtiden. Forud for mødet vil jagtledelsen række ud til jer alle og indsamle input, som vil blive brugt som udgangspunkt for samtalerne på mødet. Hensigten med Sommermødet er ikke at erstatte eller ændre på indholdet af jagtrytteraftenen, men at etablere et forum, hvor jagtfeltets ryttere kan komme til orde med forslag og idéer, som jagtledelsen herefter kan tage med i planlægningen og tilrettelæggelsen af jagtridningen fremover. Hvis Sommermødet bliver en succes, er det tanken at det vil være en tilbagevendende begivenhed, så vi ikke kun mødes en gang om året til jagtrytteraftenen, men at vi kan mødes under uformelle rammer og få nogle snakke og input fra jer allesammen. Udover en dialog om jagtridningen er det naturligvis også tanken, at det skulle være forbundet med lidt hygge. Vi håber på godt vejr og satser på et grillarrangement. Nærmere herom og øvrig praktik, når vi kommer nærmere. Vi håber I vil støtte op om idéen, og at så mange som muligt vil deltage.

I sæsonen 2026 har vi planlagt 22 jagter, og der vil derfor igen i år være anerkendelser til de flittige, som rider 19 jagter eller er over – mere så I ved, hvad der er at stræbe efter 😊

Forårets program:

6. april - JAGT- INTRO (tæller ikke til statistikken)

12. april - Begynderjagt i Dyrehaven

19. april - Tisvilde

25. april - Minikampagne i Middelfart

3. maj - Lindholm

10. maj - Mattssonjagt i Dyrehaven

25. maj - Raadegaard

31. maj - Holte

7. juni Friheden

11. juni - Hunting (tæller ikke til statistik)

Vi glæder os til vi alle sammen snart ses igen. Jagtledelsen Tjek også gerne vores sociale medier ud, og del altid gerne og tag os, så vi kan vise flere hvad jagtridning kan g stå.