Om jagtridning

Jagtridning er en sport/hobby, hvis primære formål er at få en god oplevelse med natur, heste og hinanden. Man skal dog ikke undervurdere sværhedsgraden ved at ride i flok over terrænforhindringer, og det er vigtigt for den gode oplevelse og sikkerheden, både for sig selv og andre, at man er sikker på at have fuld kontrol over sin hest, og at både hest og rytter er i stand til at springe.

Første jagt i sæsonen er begynderjagt på max 80 cm og anden jagt er en lettere jagt på max 90 cm. Fælles for begge de to første jagter er at man her ikke møder grøfter eller vand, samt simple linjeføring.
Derefter stiger sværhedsgraden igennem sæsonen for både hest og rytter. Det anbefales derfor, at nye ryttere eller ryttere på nye heste starter med de første jagter i sæsonen, hvor de mere rutinerede jagtryttere vil have særlig fokus på at hjælpe nye jagtryttere.

Deltagelse i jagtridning i Sportsrideklubben
Deltagelse sker på egen risiko og ansvar og man skal underskrive en erklæring første gang man rider jagt, som afleveres ved starten.

Sportsrideklubben, jagtledelsen og jagtlæggere kan ikke drages til ansvar for evt. uheld og hændelser, som måtte pådrage ryttere og heste skader. Alle heste og ryttere skal være dækket af gyldig og dækkende ansvarsforsikring.

Jagtprogrammet
Forårs- og efterårsprogrammet hvor man finder information om den enkelte jagt kan ses under arrangementer, og de offentligøres også løbende i Ridehesten.

Tilmelding og betaling
Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig til jagten, man møder blot op, køber en jagtcheck 180 kr. for heste eller 10 for 1700 kr.
Det koster 130 kr. for en ponycheck eller 10 for 1200 kr. På forsiden noteres rytterens og hestens navne.
Følgefelt betaler ponypris.
Der kan betales med mobilepay 56490

Første gang man rider jagt skal man udfylde en erklæring, den afleveres sammen med jagtchecken ved tilmelding.

Hest/pony
Deltagelse på hingst og kategori 3 ponyer er ikke tilladt. Drægtige hopper må kun deltage i jagter indtil 5 måneder før planlagt foling og igen 4 måneder efter foling.

Heste og kategori 1 ponyer må første starte med at ride jagt fra det år de fylder 5 år. Kategori 2 ponyer må ride jagt fra det år de fylder 6 år.
Uanset rytterens alder skal ponyer rides i ponyfeltet og heste i det store felt.

Følgefelt
På nogle af jagterne tilbydes der følgefelt. Følgefeltet ledes af en kompetent rytter på vegne af jagtledelsen, der springes IKKE, følgefeltet rider sidst og jagtruten følges hvor det er muligt. Påklædning er valgfri, dog må klubuniformen rød jakke mm KUN benyttes af tidligere jagtryttere. Ridehjelm er obligatorisk.

Medlemskab
For at deltage i Sportsrideklubbens jagter skal man være medlem af klubben.
Man kan dog deltage første gang uden at være medlem.

Ridekort
Til jagter i Jægersborg Dyrehave eller Jægersborg Hegn skal løses skovkort, hvis man er over 15 år

Uniform
Klubuniformen er rød jakke med sort krave, hvide ridebukser, hvid skjorte/bluse, hvid plastron, hvide handsker, sorte støvler, evt. med krave, samt sort 3 punkts hæftet hjelm. Evt. sikkerhedsvest bæres under jakken. Ponyryttere skal ride med sikkerhedsvest samt ridehjelm. Ponyryttere må gerne bære vesten uden på jakken. De første par gange, man rider jagt, er det accepteret at ride i en rød vindjakke eller sweater og et par lyse ridebukser. Langt hår bør være samlet og bundet op.

Vi mener, at sikkerhed godt kan gå hånd i hånd med vores klubuniform, som er røde jakker, hvide bukser og sorte støvler.
Mange vælger frivilligt at ride med sikkerhedsvest inden under den røde jakke, hvilket er muligt og også sikkert. Hvis der anvendes en luftbaseret sikkerhedsvest, kræver det naturligvis at ride jakken er stor nok til, at give plads til en udløsning af vesten.
Vi er en klub, som er kendetegnet ved traditioner og ceremonier, og det ønsker vi at holde fast i. Vi stå derfor fast på, at man rider i klubuniform, og at man ikke placerer vest eller andre beklædningsgenstande uden på uniformen. Kun ponyryttere, som modsat hestene har krav om at bære sikkerhedsvest, er undtaget fra denne regel.
Ønsker man ikke at efterleve dette, kan man desværre ikke deltage i Sportsrideklubbens jagter.

Har du lyst til at prøve at ride jagt, og er du i tvivl om noget, kan du altid kontakt en af jagtledelsens medlemmer.


Mentorordning

Få en mentor som kan hjælpe dig godt igang med jagtridning.
Kontakt Katja Andersen på
katjaayala@hotmail.com